Livsledelse og Livsbalance

Vi ved godt, vi taler en del om det med LIVSBALANCE.

Det er fordi, det er SÅ svært, det der med at finde balancen i hverdagen. Vi, Tina og Helle taler meget om det, og vi øver os hele tiden på, at finde den der famøse balance, hvor man mærker roen indeni, og mærker sig selv, meget bedre. Det er ikke noget, man kan vende ryggen til og sige, at nu har jeg fundet balancen. Det er en evig proces, der fordrer konstant bevidsthed og opmærksomhed.

Men det er så vigtigt, fordi indre ro og balance er vejen til livsglæde, og til evnen at glædes over de små ting i hverdagen, til at kunne være nærværende i samværet med både dig selv og andre. Når man er i balance og indre ro, så væltes man ikke så let omkuld af modgang, og man bliver ikke så let stresset. Da vi skabte vores Livsglædemodel og Arbejdsglædemodel, fik den form som en trekant der står på sin spids, i perfekt balance, netop for at illustrere vigtigheden af balance som forudsætning for trivsel.

Som iværksættere skal vi lære, at opgaverne nogle gange klumper sig sammen, og at vi kan have travle uger, men at det er helt legalt, at man også dedikerer noget tid til at lave ingenting, når det er muligt. At vi ikke absolut SKAL være produktive hele tiden, eller altid skal gøre noget som er NYTTIGT. At det jo lige præcis er målet at skabe værdi ved at finde ro og balance i stilheden. I begyndelsen kan det give anledning til rastløshed og man finder på alle mulige ting, som man da også lige kunne gøre. Så det kræver til stadighed øvelse og et bevidst fokus, at tillade sig at være unyttig, eller rettere at se det nyttige i uvirksomhed.

Så skulle man jo tro, at det er nemmere når man så holder ferie, men det er jo ikke nødvendigvis tilfældet. Men det med at holde balancen gælder også når du har ferie.

Ferie er den tid, hvor du glæder dig til at komme ned i gear, så du kan vende tilbage fyldt op af ny energi. Måske har du som de fleste - inden ferien - været slynget rundt i den centrifuge, det kan være at rydde alle opgaver af vejen, og blive klar til at holde ferie. Det kan føles, som om du næsten mistede dig selv undervejs, og du håber desperat, at du i ferien finder dig selv igen.

Spørgsmålet er, hvad der egentlig lader dig op, så du finder tilbage på plads i din sjæl. Ofte har vi så mange planer for alt det, vi gerne vil nå i ferien, at vi glemmer, at det der virkelig skaber modvægt til den travle hverdag er, når vi skal absolut ingenting.

Vi balancerer mellem drivkræfterne, ego og sjæl. Egoet lægger altid planer og er altid på vej, det er egoets natur, for egoet er en fantastisk drivkraft og motor. Egoet får en masse fra hånden og kan lide aktiviteter der fører til noget. Men egoet formår ikke at være til stede i nuet, for egoet er altid i gøren og ikke i væren.

Så for at blive ladet op må du finde dig selv igen ved også at nære din sjæl, og huske balancen mellem den energi du retter udad, og den du retter ind i dig selv, mellem at give til andre og give til dig selv.

Det er ofte de helt enkle ting, der nærer sjælen, som en gåtur i naturen, en langsom morgen med en kop the osv. Det kan næsten føles forbudt og lidt egoistisk, men er nødvendigt for din balance og overskud.

Når du forbinder dig med din sjæl, vil du formå at være nærværende i dette nu og måske pludselig opleve følelsen af dyb glæde eller af taknemmelighed. Det er oftest, når du står stille i ren væren, at nye indsigter dukker op, måske også nye tanker og livsdrømme , som du, sammen med ny energi, tager med dig tilbage til hverdagen.

Billedet med tekst er fra Arbejdsglædedagbogen.

Previous
Previous

De 4 leveregler

Next
Next

Dine værdier som kompas