BRUG MIG, ELSK MIG OG LAD MIG ELSKE
INTERVIEW MED KULTURSOCIOLOG EMILIA VAN HAUEN
OM AT SKABE GLÆDE I LIVET
Vores mission og passion i LIVSGLAEDE er at sætte glæde på dagsordenen. Man kan faktisk med et glimt i øjet sige, at vi tager glæde temmelig alvorligt. Når alt kommer til alt, er det vigtigste i et menneskes liv så ikke at opnå så megen glæde som muligt? Når livet lakker mod enden, er det hverken rigdom, karriere eller dyre biler, mennesker mindes med taknemmelighed, men derimod det, der i deres liv netop bragte glæde og meningsfuldhed. Forskning viser endda, at glæde får os til at leve længere, og det må vel siges at være endnu en god grund til at ønske sig mere glæde i livet.
Vi lever i en tid, hvor det kan være svært at holde fast i glæden. Vi er omgivet af pandemier, krig og klimaændringer samt af bekymringer om inflation, vores leveforhold og om fremtiden i det hele taget. Vi bliver bombarderet med dårlige nyheder på alle tænkelige medier, mens alle de gode historier fylder meget lidt. Derudover, så er det menneskets natur at bekymre sig, for sådan er vores ur-hjerne indrettet. Den bekymrer sig og skanner konstant omverdenen for alt det, der er farligt for os, især når vi er bange eller frygtsomme. Det kræver derfor en ekstra indsats at gøre det modsatte. Når vi øver os i at søge glæden i stedet for frygten, så giver det os et stærkere ståsted i livet. Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for det, der sker omkring os, men derimod at vi skal blive bedre til at finde glæde på trods af alt det, der sker omkring os, for det er faktisk muligt.
Vi har her i 2023 valgt at interviewe forskellige inspirerende mennesker om, hvad de gør sig af tanker og refleksioner over begrebet glæde. Vi håber, at disse interviews vil inspirere andre til at tænke mere over graden af glæde i deres liv, og hvad der vil kunne bringe dem endnu mere glæde. Ofte tager livet os bare med dag efter dag, og vi glemmer at stoppe op og glædes over de mange ting, vi værdsætter. Vi glemmer at mærke efter, om vi egentlig lever det liv, som gør os mest glade. Nu stopper vi så alligevel op og stiller den sprudlende, skarpe og vise Emilia van Hauen 🔎 et par spørgsmål om glæde.
Emilia, hvad kan vi som samfund og individer med fordel have fokus på ift. at skabe mere glæde og overskud?
Emilia: Masser af sociale undersøgelser viser gang på gang, at det der virkelig skaber glæde – ja, ligefrem lykke – i livet er ”de andre”, altså at have gode relationer. Så det vigtigste er at sørge for at have nogle vidner i dit liv, som interesserer sig for dig – og omvendt. Den anden ting er, at vi får lov til at bidrage med noget værdifuldt for fællesskabet. Så man kunne kort sige, at menneskets mantra er: Brug mig. Elsk mig. Og lad mig elske. Kan man gøre de tre ting, så er man tættere på glæde og overskud og kan dele det videre til andre.
Hvad er du selv opmærksom på i forholdet til at sikre din egen livsglæde?
Emilia: Altid at prioritere mine relationer før alt andet, hvis det på nogen måde er muligt. Og det er alt fra at sige ”ja” hvis min søn spørger mig, om vi lige skal spise en frokost, selvom jeg sidder med en deadline (så hellere arbejde sent, så jeg når at blive færdig) til at sørge for at jeg også har en relation til mig selv, og derfor giver mig selv plads til at gøre de ting for mig, som giver mig energi. Jeg mediterer hver morgen og jeg træner hver dag og går ture med mine hund – disse tre ting er også væsentlige for min livsglæde. Og så er jeg et meget nysgerrigt menneske, så jeg sørger for at høre og læse et læs af bøger, podcast osv hver dag.
Har du nogle gode råd til andre om, hvordan de i større grad kan være med at skabe mere glæde for sig selv og andre?
Emilia: Det vigtigste er at kende dig selv, så du ved, hvad der er vigtigt for dig. Så hvis du ikke gør det, eller hvis du kan mærke, at det hele tiden føles som om du lever et andet liv, end det du egentlig ønsker, så GÅ I TERAPI!! Og ja, jeg siger det med dobbelt udråbstegn, for at gå i terapi er den største luksus du kan gøre for dig selv og alle andre! Jo bedre du kender dig selv, jo bedre er du i stand til at gøre dig selv glad og måske ligefrem lykkelig og SÅ har du pludselig meget mere overskud at dele ud af til andre. Plus at du tager ansvar for dig selv og ikke giver andre skylden for det, der ikke fungerer i dit liv, og det gør også alles liv meget bedre.
Det er naturligvis forskelligt fra menneske til menneske, hvad der skaber glæde, men når man dykker ned i både psykologisk og sociologisk litteratur og i de efterhånden adskillige studier, der er foretaget indenfor både livsglæde og arbejdsglæde, så viser der sig en række universelle faktorer, der medvirker til glæde. Disse er at leve et liv i balance, at føle sig som en del af noget, at opleve meningsfuldhed, at kunne være noget for andre og at have en vis grad af selvomsorg.
Som Emilia også anbefaler, så tag ansvar for din livsglæde - det er kun dig selv som ved, hvad der kan skabe mere glæde for dig. Det er muligt at sætte kompasnålen på glæde og gå efter alt det, som beriger dit liv.
Skrevet af: Helle Kjær & Tina Seirup Nielsen